HIP - et Hydrologisk Informations- og Prognosesystem
HIP udstiller frie offentlige hydrologiske data, modelberegninger og prognoser for fremtiden, der understøtter arbejdet med klimatilpasning, vandforvaltning og planlægning.
HIP giver samlet adgang til frie offentlige data om terrænnære hydrologiske forhold for at understøtte klimatilpasning, vandforvaltning, beredskabsaktiviteter og anden planlægning, hvor vand spiller en rolle. I de kommende år skal der investeres milliarder i klimatilpasning, og det er vigtigt, at have et godt datagrundlag for at træffe gode og bæredygtige beslutninger.
HIP er en åben webbaseret brugergrænseflade, der udstiller data og modelberegninger om terrænnære hydrologiske forhold. Data hentes online fra forskellige offentlige datakilder og vises samt tilgængeliggøres gennem HIP for at give let adgang til et samlet datagrundlag, der understøtter arbejdet med klimatilpasning og vandforvaltning. Visualisering af data i HIP skal understøtte samarbejde og dialog på tværs af faggrupper og mellem myndigheder, virksomheder og borgere til håndtering af udfordringer med for lidt eller for meget vand. HIP data skaber værdi for både kommunale planlæggere og er relevant for vandløbs-, spildevands- og grundvandsmedarbejdere. Samlet adgang til målinger og hydrologiske modelberegninger skal også understøtte virksomheders innovation og bidrage til at skabe nye muligheder for klimatilpasning. Læs mere om hvad brugerne gerne vil anvende HIP data til her.
Ét styrket datagrundlag, to brugergrænseflader
Data i HIP inkluderer målinger af terrænnært grundvand, vandløb og havvandsstand fra kommuner, regioner og staten, samt helt nye og enestående modelberegninger af terrænnære hydrologiske forhold, der er foretaget af GEUS i 2020. De landsdækkende modelberegninger er foretaget i 100 m grid med anvendelse af bedst mulige metoder, der blev udviklet gennem et år i et pilotprojekt i Storåens og Odense Å's oplande. Derudover er der anvendt maskinlæring til nedskalering af modelberegninger af dybden til terrænnært grundvand til 10 m grid.
Metodeudviklingsprojektet bekræftede stor værdi af data, der blev leveret af kommuner, vandforsyninger, regioner og staten for at få bedst mulige modelberegninger. Derfor er terrænnære grundvandsdata leveret af alle regioner og brugt til landsdækkende modellering samt udstillet i HIP sammen med andre data herunder vandløbsdata og havvandsstand fra kommuner og stat. Der er mulighed for, at kommuner kan indberette tværprofildata for vandløb, så disse data kan ses og hentes fra HIP til brug for oversvømmelseskortlægning og andre analyser.
Modelberegninger i HIP inkluderer vandføring, jordens vandindhold og dybden til terrænnært grundvand for både en historisk periode (1990-2019) og for fremtiden (2041-70 og 2071-2100) med anvendelse af to forskellige CO2-udledningsscenarier fra DMI.
Sådan får du data
HIP data kan tilgås på hipdata.dk, og et udvalg af de modelberegnede data er også tilgængelige i KAMP (Klima- og arealanvendelsesværktøj for miljø- og planmedarbejdere) på www.klimatilpasning.dk, hvor de kan ses sammen med miljø-, klima-, natur- og miljødata. HIP inkluderer det fulde datagrundlag inkl. vejledning om modelberegningernes anvendelse og gyldighed. Målinger og modelberegninger inkl. randbetingelser (mere end 5 terabytes) kan også downloades fra HIP, så de kan bruges til lokale analyser og videreudvikling af mere detaljerede modeller og kortlægninger med supplerende anvendelse af egne data. Læs mere om HIP data her.
Det Hydrologiske Informations- og Prognosesystem HIP er udarbejdet under den Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi (2016-2020) med KL, Danske Regioner, Miljøstyrelsen og Klimadatastyrelsen som de ansvarlige parter, og i et tæt samarbejde med Danmarks Miljøportal, DMI og GEUS.
HIP vedligeholdes af Klimadatastyrelsen.
Hvis du har spørgsmål
Hvis du har spørgsmål vedr. HIP-brugergrænsefladen, så send dem til KDS's HIP-postkasse hip@KDS.dk, og vi svarer så hurtigt som muligt.
Hvis du har spørgsmål om målinger, der udstilles i HIP, så henvises til metadata for det relevante datasæt. Metadata indeholder information om data og viser hvem, der er dataejerne, som evt. kan kontaktes, hvis der er yderligere spørgsmål om disse data. Links til metadata for de udstillede datasæt i HIP kan findes under Dokumentation i HIP-brugergrænsefladen. Metadata udstilles i Geodata-info.
Hvis du har spørgsmål om modelberegninger, der udstilles i HIP, og som er udarbejdet af GEUS, så henvises der ligeledes til metadata, der er tilgængelige under Dokumentation i HIP-brugergrænsefladen, samt til GEUS's dokumentationsrapport og sammenfatningsrapport.
Tilgængelighedserklæring
I tilgængelighedserklæring for det Hydrologiske Informations- og Prognosesystem (HIP) kan du læse om, hvordan HIP hjemmesiden (Hipdata.dk) lever op til kravene om webtilgængelighed.
Loven om webtilgængelighed stiller krav til offentlige organisationers hjemmesider. Klimadatastyrelsen er derfor forpligtet til at gøre webstedet hipdata.dk tilgængeligt, jf. ”Lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer”. Kravene skal hjælpe til at sikre, at hjemmesiderne er tilgængelige for bl.a. borgere med handicap.
På Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside kan du læse Klimadatastyrelsens tilgængelighedserklæring for Hipdata.dk: